Juerg Judin

Gallerist/Kunstsamler/Iværksætter Home and Exhibition Space, Berlin

Juerg Judin har skabt sin helt nye perle i hjertet af byen, et hus med have på samme sted som benzintanken fra 50’erne. Mellem bambusbuske og cremefarvede teglsten forener galleriejeren dygtigt gammelt og nyt, historisk bevidsthed og samtidig følsomhed.

Man må ikke forsømme harmonien mellem datid og nutid, selvom man kun ser denne innovative ejendom udefra – som mange arkitekturturister gør, når de kommer i flok for at se Juerg Judins hjem. Judin bor i en ombygget benzintank fra 1952, hvis pumpetag og ydre facade er så godt som i original stand. For at bevare den typisk cremefarvede facade, skiftede galleristen og hans arkitektektteam de vejrbidte teglsten på ydervæggene ud med velbevarede fra indersiden. De satte også nye glas i vinduerne og garageporten og malede dem Shell-røde.

I direkte forbindelse med boligen ligger Judins bibliotek og private showroom i en ny bygning, hvis moderne arkitektur og rene linjer fungerer som et perfekt supplement til den gamle bygning. Husets hjerte, et stort åbent køkken ligger midt imellem. Da Judin elsker at lave mad, er det her han tilbringer det meste af tiden, og det er ikke nødvendigt for ham at spise i spisestuen – som ligger i den nye del af huset – hvis han da ikke har gæster. Frem til 1985 var dagligstuen benzintankens kioskareal. Der hvor der engang blev solgt benzin, aviser og chokolade, hænger der i dag en lysekrone fra det historiske Gesellschaftshaus Palmengarten i Frankfurt – den eneste af sin art. Under den står nogle stole fra 50'erne, hvor Judin sidder, da vi indleder vores samtale, og gennem vinduet bag ham ser man han eksotiske gæs bade.

Hvad var det, der fascinerede dig ved den?

At den så meget forladt ud. Jeg betragter hver tom bygning som en udfordring, men der var noget ekstra ved den her – en praktisk talt helt uanvendelige bygning på en perfekt central beliggenhed. Den kaldte bare på mig, og sagde: ”Gør noget ved mig!”

Hvad består bygningens særlige charme af i dag?

At den så tydeligt genspejler en specifik periode, et formdannende årti for Berlin. I sin jagt på lys og afrundede former, repræsenterer dens stil årene for det vesttyske vidunder efter krigen. Jeg ville bevare det her – pumpetag, den tidligere butik, de foldbare værkstedsdøre, ja det hele. Det var først senere, det gik op for mig, hvad er så specielt ved denne bygning.

Hvornår ændrede du dine planer for denne bygning?

Det gik op for mig, at alt faktisk var skræddersyet til mig. Samtidig blev projektet mere og mere raffineret. Til sidste besluttede jeg mig for, at jeg ville flytte ind selv til en start, og så må vi se, hvornår kunstnerne kan få tilgang til det.

Var det bevist, at du tilpassede møblerne efter byggestilen?

Sjovt nok passede de møbler, jeg havde haft i årevis, perfekt – f.eks. sofaerne fra 50’erne i dagligstuen. Men jeg tænkte meget på, hvordan tingene ville se ud herinde. Selvfølgelig! Jeg lever med kunst. Det er mit erhverv og min passion. Så da jeg møblerede stedet, vidste jeg, at der også skulle være en plads til kunst. Derefter tænkte jeg på mine andre passioner – eksempelvis madlavning. Mit køkken er husets hjerte og centrum.

Hvad for eksempel?

Vi br ugte samme gulvplader, som man havde i 1952 – de bliver stadig fremstillet i dag. Og det røde fra Shell-logoet dukker op her og der, som en lille hyldest.

Apropos hygge. Hvad kræves der, for at sådan et velgennemtænkt boligareal også skal føles levende og hyggeligt?

Hyggeligt bliver det, når du har livsvaner, og man kan se spor efter dem. Hvis jeg skal være helt ærlig, er det kun køkkenet, der føles indbydende og levende i dette hus. Det er her, hvor jeg br uger næsten al min tid, når jeg er hjemme - eller i haven. Jeg har det altid godt, når jeg er ude i naturen.

Er dit hjem, denne oase i storbyen, selv en slags udtryk?

Når man udfører et projekt, på så specielt et sted som dette, er det naturligvis en måde at udtrykke sig på. Naturligvis udtrykker dette hus også et ønske om at bevare historien. Tankstationer er ofte interessante bygninger, især de gamle, som mere eller mindre helt er forsvundet i de seneste år. Mange arkitektoniske juveler er blevet ofre for denne udvikling. At bevare denne bygning, var absolut meget vigtigt for mig. Men den blev nok mere et udtryk på grund af haven, fordi ejendommen er så indelukket i dag, giver den en mere oaselignende indtryk. Men det udvikler sig dynamisk. Jeg tror ikke, man kan planlægge noget som dette.

Er du stolt af det?

Ja, jeg er stolt over arkitekterne, Thomas Brakel og BFS design, og min vidunderlige landskabsarkitekt Guido Hager. Det er klart, at projektet var min idé. Men resultatet er et resultat af teamwork, hvis integritet blev bekræftet af et meget specielt samarbejde. Den legendariske gallerist og kurator René Block, kom for at besøge mig en dag. Vi sad, hvor vi sidder nu, og han fortalte mig, at han åbnede et galleri i ejendommen ved siden af indtil 1965, hvor han viste Richter, Polke, Beuys og alle de nu berømte efterkrigstidens kunstnere - mange af dem for første gang. Og hvor købte disse kunstnere deres cigaretter? Ja her! For mig var det ligesom en retrospektiv velsignelse, at jeg havde gjort denne tankstation til et kunstgalleri. Det var et vidunderligt møde.

Og det er en fantastisk historie som vil slutte, selv dette vidunderlige møde. Mange tak, Juerg.