Færre ting og mere plads.

Arno Brandlhuber – Arkitekt, Apartment & Antivilla, Berlin & Potsdam (Tyskland)

Dette motto fungerer for Arno Brandlhuber. Som arkitekt bor og arbejder han i en af sine egne kreationer, 0113 i Brunnenstrasse i Berlin. Bag vægge lavet af polykarbonat tjener pladsen som et mødested for byens kunstnere og kreative sjæle. Den ujævne betontrappe i baggården snor sig fire etager op til et galleri, et forlag og derefter til Arnos kontor. Helt øverst i hans lejlighed. Intet af dette fandtes før 2009 - kun kælderetagen og elevatorfundamentet.

I stedet for at bruge elevatoren kommer Arno til fods i dag. Han vifter håret væk fra panden og begynder at lave sig noget kaffe i det åbne køkken. Alt heroppe er åbent. Den eneste dør fører ind i badeværelset- intet andet er privat. Alligevel er lejligheden beboet. For selvom Arno også arbejder her, er det ikke et showroom. Det er, hvad det er, siger arkitekten – og det kan ændre sig afhængigt af ens humør eller behov.

Det samme gælder for Antivilla, den tidligere fabrik i Krampnitz i nærheden af Potsdam, hvor Arno lige nu vækker opsigt. Det skyldes det bæredygtige energikoncept - og også de innovative vinduer, som Arno og hans venner har hugget ud med en mukkert. De er større nu og giver en endnu bedre udsigt over søen – en detajle, som er lige så vigtig for arkitekten som omkostningseffektive byggemetoder.

Hvad gør genanvendelse bedre end nyt byggeri?
Nogle gange i puberteten bliver man forelsket for første gang i en, som måske også er forelsket for første gang. Man drømmer om dette hele sit liv - og man oplever det aldrig igen. Det er det samme med byggeprojekter. Det meste har allerede en funktion, en applikation, en følelse. Man bør omforme det i stedet for at rive det ned.

Et vigtigt punkt for dig er omkostningseffektivt byggeri. Hvad skal amatører tage højde for her?
Hvis man gør alt rigtigt, bygger man ikke omkostningseffektivt. Men hvis man gerne vil gøre flere ting rigtigt, kan man sige, at nogle standarder simpelthen ikke er nødvendige. For eksempel gulvet her. Det er simpelt, glittet beton. Sammenlignet med råbygningen er det et tillæg på fem euro. Hvis man vil, kan man tilføje et persisk tæppe og udsmykke betonen, som man vil.

Bortset fra persiske tæpper, hvad findes der ellers af gode måder at fuldende materialet på?
Jeg har ikke en favoritfinish. Men selvfølgelig har der været nogle få tilfælde med ret meget synlig beton. Eksempelvis i Sydamerika. De kommer ofte med en plade træ – næsten ligesom her i Brunnenstrasse. Tilføj nogle storbladede planter, og det fungerer. Måske er det på tide at kommentere på den generelle frygt i Tyskland, det mærkelige ubehag, når det drejer sig om beton. Det stammer sikkert fra boligudviklingen sidst i 50'erne og især i 60'erne. Noget satte sig fast dengang. Og den sociale kuldegysning, der er forbundet med disse store boligbyggerier, er ofte også forbundet med beton som byggemateriale. Men nu er dette stort set forsvundet. Jeg tror snart ikke, at der findes nogen, som ser anderledes på beton end på træ eller plastik eller glas. Men da vi sjældent er tilbøjelige til se fremad, men i stedet for er besat af fortiden, taler vi stadig om beton som et dårligt materiale.

Hvad kan du personligt så godt lide ved beton?
Beton er et af de bedste materialer, vi nogensinde har haft. For det første er det blødt, derefter bliver det varmt, når det sætter sig. Det kan tage enhver form - det har ingen retning til at starte med. Og sidst, men ikke mindst, bliver det til lige nøjagtigt det, som du vil have det til. Det kan blive til et gulv, det kan blive til en bjælke, det kan blive til en bordplade. Og det gør det interessant for mig. Beton er et af de få materialer, som kan formes på denne måde.

Hvor lang tid bruger du i Krampnitz?
Jeg er meget på farten, måske halvdelen af året. Og derfor er jeg altid virkelig glad for at være her i Brunnenstrasse! Hvad Krampnitz angår – der må jeg sige, at det er skønt at tilbringe sommeren ved søen. Og dér, såvel som her, er anvendelsen af pladsen ikke formaliseret. Flere anvendelser er mulige og ønskelige. Antiville er mit studie - events og symposier afholdes dér, men overnatninger forekommer også.

Ville du have påtaget dig projektet, hvis det ikke lå i nærheden af en sø?
Nej. Hvad ville jeg så der? Det er skønt at starte dagen med en svømmetur. Det er så opkvikkende - andre ritualer som en dobbelt espresso eller et koldt brusebad er intet sammenlignet med dette. Jeg svømmer om morgenen, arbejder i to timer. Og i de to timer klarer jeg en halv dags arbejde.

Alligevel synes jeg, at byen eller byer danner rammen for den bedste levevis – da de kan integrere så forskellige måder at leve på. Derfor synes jeg, at alt skal fokusere på byer eller områder omkring byer. I sådanne områder finder man meget byggeri.

For eksempel Antivilla. Hvordan startede det hele?
Ligesom med huset i Brunnenstrasse. Der blev udbudt et stykke jord, som allerede indeholdt noget, i dette tilfælde en gammel tekstilfabrik. Grunden blev udbudt til et ca. 100 kvadratmeter stort enfamiliehus. Men den indeholdt allerede en ca. 500 kvadratmeter stor bygning. Prøv at forestille dig det. Man betaler for grunden til et enfamiliehus plus nedrivningsomkostninger - i stedet for bare at bruge den eksisterende bygning. På den måde bliver gevinsten dobbelt. Ingen nedrivningsomkostninger og en råbygning. Og i stedet for en tilladelse til 100 kvadratmeter, har man 500 kvadratmeter at gøre godt med. Og hvis man har kalkuleret med den energi, der er lagt i et eksisterende hus, skal man bruge meget mindre på isolering. Og det overordnede energiresultat foreslår, at gamle bygninger frem for alt er priviligerede. I denne henseende er det en model, som i høj grad bør anvendes.

I stedet for blev du i starten kritiseret meget af nabolaget omkring Antivilla. Hvordan håndterer du sådan noget?
Åh, det er skam ikke kun tilfældet for Antivilla. Berlins kulturudvalg hører til på den anden side af gaden her i Brunnenstrasse. Deres øgenavn for bygningen er: garagen - da vi har brugt meget polykarbonat her. Så hvis vi forestiller os, at vi ikke kun følger en flot bygnings allerede eksisterende ide, og at vi udvikler bygningen baseret på nogle meget specifikke valg, som er i overensstemmelse med hinanden, så ender man med et helt andet billede. Så er billedet ukendt til at starte med. Og vi ved, at alt ukendt nemt kan medføre fremmedgørelse. Det er det, der er sket her og også i Krampnitz.

Naturligvis begynder Antivilla at forbløffe naboerne. Og der er også andre faktorer på spil, f.eks. at mange plejede at arbejde på fabrikken. Mange mistede deres arbejde. Så forventningerne til, hvem der skulle forvandle fabrikken til noget nyt, var indledningsvist ret negative. Men siden da har det udviklet sig til, at cykelture nu bruger den som destination og meddeler turdeltagerne med megafon: "Dette er Antivilla, der er blevet skrevet så meget om i medierne." Og efterhånden er kvinder fra byen begyndt af komme herud med kurve med æbler og nødder. Det er bare en proces, som man skal igennem, når man er ny i byen. Jeg tror, at det er ret normalt.

Og du har taget meget med dig, du er altid omgivet af kolleger, kunstnere, kreative sjæle. Hvordan inspirerer I hinanden?
Det er meget enkelt. Når du stiller en frugtavler et spørgsmål, svarer denne med en frugt. Hvis du stiller en arkitekt et spørgsmål, svarer denne med en bygning - og det gælder for mange visuelle kunstnere. Når jeg tilbringer tid med andre kreative mennesker, svarer de altid med forskellige perspektiver. Og kun på den måde er jeg i stand til at sætte mit præg på en eksisterende bygning eller omgivelser.

Er arkitektur blot en kreativ mulighed for dig, eller er den også en kunstform?
Der er en gammel myte om, at arkitektur er grundlaget for al kunst. Men jeg tror, at produktionsmiljøerne er helt forskellige. I modsætning til de andre kunstformer kræver arkitektur normalt en kunde og er afhængig af markedsføring. Vi skal ofte markedsføre bygninger først, før vi selv har underskrevet kontrakten. Dette er et problem, fordi det tager mig et stykke tid, før jeg ved, hvordan en bygning vil se ud. Jeg tror, at dette lag af ydre omstændigheder gør arkitektur lidt mere som at spille skak.

Har du følelsen af at være ankommet?
Berlin har taget enormt godt imod mig. Det er ikke givet, at jeg kommer til en by, og at byen vil være så åben. Men jeg tror, at Berlin har en meget specifik dialogisk kvalitet. Heldigvis er alt tvetydigt her. Der er mange sammenstillinger, som gør denne by specielt produktiv og kreativ.

Er arkitektur blot en kreativ mulighed for dig, eller er den også en kunstform? Der er en gammel myte om, at arkitektur er grundlaget for al kunst. Men jeg tror, at produktionsmiljøerne er helt forskellige. I modsætning til de andre kunstformer kræver arkitektur normalt en kunde og er afhængig af markedsføring. Vi skal ofte markedsføre bygninger først, før vi selv har underskrevet kontrakten. Dette er et problem, fordi det tager mig et stykke tid, før jeg ved, hvordan en bygning vil se ud. Jeg tror, at dette lag af ydre omstændigheder gør arkitektur lidt mere som at spille skak.

Hvorfor kan du lide at have kunst omkring dig?
Disse kunstværker er hovedsageligt handelsobjekter. Og da alt kommer fra en handel, må jeg til en vis grad have været interesseret i et spørgsmål, som en kunstner har stillet mig. Det er ofte tilstrækkeligt, sågar i det lange løb.